Højdevangskirken blev indviet den 14. april 1935.

Den er udvendigt målt 34 m. lang og 11 m. bred og tårnet er 28 meter højt fra terræn til øverste kamtak; der er siddeplads til ca. 220.
Højdevang sogn er udskilt af Sundby sogn, der på det tidspunkt var vokset voldsomt. Københavns Kirkesag, en visionær og handlekraftig organisation udsprunget af de kirkelige vækkelser i sidste del af 1800-tallet (siden kom organisationen til at hedde Kirkefondet), havde længe set behovet for flere kirker i det Københavnske område. “Kirkesagen” havde allerede stået for finansiering og bygning af mange kirker (og lønnede også præsterne, idet staten i begyndelsen anså dette kirkebyggeri som overflødigt). Men da det kom til Højdevangskirken - Københavns Kirkesag havde allerede købt en grund ved Englandsvej - kom en modreaktion fra en del af Sundby sogns menighedsråd sammen med to præster. Disse henvendte sig til kirkeministeriet og bad om økonomisk støtte til opførelse af en kirke uden støtte fra Kirkefondet. Og sådan blev det. Kirken er således opstået i en tid, hvor der var stærke brydninger mellem socialdemokratiet og Kirkefondets folk. Samtidig viste det at Socialdemokratiet var blevet sig kirkeligt meget bevidst gennem daværende kirkeminister P. Dahl. De mange gaver (“...til minde om...”) som kirken har modtaget af privatpersoner vidner dog om at det lokale engagement har været stort. (Jeg nævner en del givere undervejs).

Kirken er ikke orienteret øst – vest, sådan som de fleste kirker er det (navnlig landsbykirker, som arkitekten bevidst har lagt sin byggestil op ad), men nord – syd, hvor koret (alteret) er mod syd. Dette skyldes grundens størrelse, hvor man blev nødt til at tage mere hensyn til grunden end de gamle byggetraditioner.

Navnet “Højdevang” kommer fra en nærliggende gård (stuehuset ligger stadig ved Ulrik Birchs Allé/Vattnavej), og som navnet antyder, er området ‘højt’: Følger man vejforløbet: Tømmerupvej - Englandsvej - Frankrigsgade viser det sig at denne vejføring faktisk lige præcis følger 2,5 m. højdekurven. Vest herfor lå Amagerbøndernes våde strandenge - øst for: ‘højdevangen’. Kirkebygningen ligger ca. i kote 4,6 m. over dansk normalnul.
Udefra møder der os en kirke i røde mursten, med det røde tegltag, kamtakkede gavle og blændinger der med sin sengotiske byggestil leder tankerne hen på de gamle klosterkirker; går man en tur bag kirken i det lille gårdmiljø forstærkes denne fornemmelse ved mødet med menighedshuset der er bygget i samme stil (også af P.S. Mathiesen. Han har også tegnet Jægersborg kirke der er en tro kopi, samt Simon Peters kirken som dog er ganske anderledes og ikke har tårn) i 1937.
Karakteristisk er det meget brede tårn, der står som et vartegn for hele området, synligt viden om pgra. de nærved liggende sportsarealer, Sundby Idrætspark. Om aftenen er tårnet diskret oplyst så denne effekt fastholdes.

Går man ind i kirken
gennem den tofløjede store dør, møder der en et pænt stort våbenhus før man når ind i kirkerummet. I våbenhuset står en stor og svært synlig indsamlingsbøsse, lavet i messing, med pæreformet korpus med vertikale udbulinger og tre ben, der igen står på en kasse af træ. Indsamlingsbøssen er skænket af værkfører Rasmussen i 1935.
Til højre er indrettet et lille dåbsventeværelse og legeplads til de små, og går man længere til højre kommer man til kirkens kordegnekontor og en trappe, der fører op til præstekontor og orgel. Til venstre er der indrettet et lille lokale til kirkens kirketjenere.

Fortsætter man lige ud fra våbenhuset kommer man ind i selve kirkerummet.

Kirkerummet har tre krydshvælv og koret, der er hævet tre trin over gulvet i kirkeskibet, har et krydshvælv. Kirkerummet blev gennemrestaureret i 1998, sådan at det nu fremstår lyst og venligt. Før har der været traditionelt sort bejdsede bænke og mørkt ferniseret gulv mellem bænkene.
Under vejledning af kunstneren Vibeke Gregers blev det indre af kirken nymalet og bænkene fik en let og lys grågrøn farve, hvor lyset understreges af det på stolegavlene pålagte pladeguld samt en mørkere grøn. Samme farvevalg genfindes på prædikestolen men der er løberens blå farve også taget i brug. Sådan peger farverne frem mod alteret: Vibeke Gregers har også vævet alterets antependium - i samme farver - men nu i meget klare grønne og blå farver; et dristigt men vellykket vævearbejde. Farverne er ikke ‘tilfældigt valgt’ men afspejler de to forskellige grønne farver i Jais Nielsens glasmosaik og den blå himmel. Malerarbejdet inde i kirken blev færdiggjort januar 1999.

Kirken har gennem årene gennemgået væsentlige ændringer – tydeligst er den før omtalte indre fornyelse fra en mørk kirke til den lyse kirke der i dag fremstår for os.

Det første jubilæum:
På sort/hvid-billedet kan man se endnu en ændring. Denne ændring kom i forbindelse med kirkens 25 års jubilæum, bekostet af indsamlede midler:
Oprindeligt var alteret - som man kan se det på billedet - prydet med et stort kors. Korset befinder sig nu i konfirmandlokalet oppe i tårnet. Dette kors er faktisk det ældste inventar i kirken, idet det er skænket kirken af Islands Brygges menighed i 1935, der igen havde fået korset fra Ansgars kirke i Odense, der havde fået det fremstillet i 1924.
Korset fremstår som et stort korstræ med rødder, stamme og grene i korsenderne. I korsskæringen (der hvor korsets arme mødes) er der indsat Kristusmonogrammet: IHS, indfattet i en cirkel. Nederst er et rektangulært fodstykke påsat, hvor man kan læse: ”Du det ser vi har i sinde, rosenkrans om kors at vinde” (fra Grundtvigs salme: Hil dig frelser og forsoner).
Men i 1960 blev korset taget ned og i stedet blev der slået hul i sydmuren og indsat et vindue (i samme gotiske stil som de øvrige vinduer), hvori kunstneren Jais Nielsen med Freese lavede en glasmosaik som altervægsudsmykning. Heri kan man “genfinde” Ansgarskorset i det meget store korsmotiv som udgør kunstnerens glasmosaik.
 
Glasmosaikken
forestiller Jesus på korset. I mosaikkens venstre side knæler Maria, mens hun i kærlig afmagt aftørrer Jesu fødder.  Til højre og til venstre ser vi de to røvere, der blev korsfæstet sammen med Jesus. Røveren til venstre, der er glad smilende med blikket løftet opad, står som eksponent for kristendommens ”frelst af nåde, uden gerninger”. Han har lige hørt Jesu ord: ”I dag skal du være med mig i paradis” (Jfr. hertil samme salme der karakteriserede det gamle kors, Hil dig frelser og forsoner, der netop slutter med ordene: ”Sig, vi går til paradis”). Til højre er den ubodfærdige røver, der istemmer spotten over Jesus: Hvis du er frelser så stig ned af korset og tag os med. Bag røveren står en by i brand. Dette skal illustrere den verden, der står udenfor nåden. Guds vrede (lynet), fortabelsen og verdens undergang afbilledes ofte ved Jerusalems ødelæggelse (år 70 og senere igen 137)  ”Babylon, den store skøges, fald ”og Sodoma og Gomorra.
Farvevalget kan i vore dage opfattes slemt tvetydigt: Den røver der får værdigheden som Guds søn, er lys i huden, mens den røver der ikke modtager forsoningen er sort/mørk i huden. Men da Jais Nielsen i 1960 malede glasmosaikken var indvandring og ”fremmedarbejder” stadig en ukendt fremtid. Han har med farvevalg forsøgt at udtrykke Hvid = ren, mørk = synd.


På alteret
står en 7-armet lysestage, en “Titusstage” oprindelig udført af Fabrikant Grubert. Stagen blev dog stjålet i 1971 (ved samme lejlighed blev Kirkens første “kirkeskib” udsat for hærværk - se sidenhen) og havde da en værdi af 10.000 kr. Idet man håbede at stagen ville vise sig igen, købte man ikke en ny, men lånte én magen til af Vor Frelsers Kirke. Da stagen ikke var dukket op efter 7 år, blev der købt en ny, og Vor Frelsers kirke fik deres tilbage.
På hver side af den 7-armede stage står to store messingstager, der er skænket af kirkens håndværkere i 1935.
Ved gudstjenester dækkes alterbordet med Kirkens altersølv, der  består af en alterkalk (med rund fod med perlebort og indvendigt forgyldt bæger), en disk (ligeledes med perlebort), en vinkande og en oblatæske, der alle er skænket af overlæge Frode Rydgard og fru Halsen.
På alteret ligger desuden CHR. III’s bibel, (første gang trykt i 1550), skænket af Departements chef V. Holbøll. Hans navn står indskrevet på forsiden af bibelen. Da pastor Brink uventet døde gik arbejdet med Højdevang-kirkeprojektet i stå i længere tid, indtil Kirkeminister Dahl tog sagen i sin hånd og fik Kirkekomitéen rekonstrueret med Departementschef Holbøll som Formand. Bibelen er et genoptryk udgivet 1928 af Det danske Sprog og Litteraturselskab (se bagerst i bibelen).

Til højre for alteret, oppe i koret har Jais Nielsen stået for endnu en glasmosaik. Dette har motiv fra julens budskab. Her finder vi også gamle traditioner optaget i Jais Nielsens arbejde: Oksen og æslet (der dog er afløst af et får) står omkring Jesusbarnet. Oksen og Æslet kommer fra et Esajascitat: kapitel 1 vers 3: “Oksen kender sin ejer, æslet sin herres krybbe; men Israel kender ikke mig, mit folk fatter intet”.


Jais Nielsens Jule-glasmosaik
er i mere end en betydning gennemsigtig: Bagerst i billedet ser vi Betlehem, med stjernen lysende over stalden, hvor Jesus blev født. Forrest i billedet ser vi ind i stalden, ser Maria og Jesusbarnet og oksen og æslet; der er altså to billeder i et.
En speciel virkning får man ved at sammen-se de to glasmosaikker: Julen og påsken. Vi genfinder Maria på begge glasmosaikker. som hovedperson, sammen med Jesus. Men en tredje “deltager” findes også i begge billeder: stjernen fra Betlehem. Når den genses i Påskebilledet, er det en kunstnerisk frihed Jais Nielsen har taget sig. Stjernen peger som en Guds pegefinger i jule-glasmosaikken hen til Jesusbarnet i Krybben: Dette er min søn. Men i Påskemosaikken afbøjes denne Gudspegen gennem Jesus til at gælde røveren på korset: ”Dette er min søn”.

Alterskranken er sammen med alterbord og det øvrige kirkens inventar designet af arkitekt Poul Staffeld Mathiesen og fremstillet af origon pine i 1934 af snedkermester Asmussen og Weber.

Prædikestolen er ottekantet og har en himmel med fialer og drejede spir, der ligeledes er ottekantet.


Døbefonden, der er 89 cm høj med en diameter på 69 cm, er i granit efter romansk forlæg. Den har en firkantet fod, og en rund kumme. Udenom er der indhugget en planteranke og der er torvesnoning rundt om skaft og fod og kummens rand. Kummen har kun ringe dybde, da den er beregnet til altid at bære dåbsfad. Løfter man dåbsfadet, er der en guldbemalet indskrift hugget ind i granitten: ‘1935: Til minde om hustru og søn Oluf Krabbe’.

Dåbsfad, og dåbskande er af tin og er lavet af bronzestøber L. Rasmussen, der også har stået for kirkens lysekroner og lampetter. Lysekronerne er gedigne messinglysekroner med lysarme i to etager, bøjede messingrør og kugler i variabel størrelse. I hver lysekrone står der en engel.

Kirken har også et “kirkeskib” (faktisk er det kirkens andet skib, idet det første i 1971 blev udsat for grov hærværk)  i størrelsesforholdet 1:80 af en 4-mastet Bramsejlskonnet, bygget på spant efter originaltegninger af mekaniker Bent Olsen. Modellen er af skibet “Richard” af Thurø, opkaldt efter kromanden på Thurø, der var formand for et rederiselskab.
Det blev oprindelig bygget af Anders Jensen, Øxenbjerg Skibsbyggeri i Svendborg 1919-20, som et skib der skulle forsøge at udkonkurrere dampskibene og blev anvendt til tømmertransport fra Canada til Skotland. På en rejse fra Skotland til Helsingør 1926 forliste skibet ved Ballantrae i Skotland. Besætningen blev reddet. Modellen blev ophængt i kirken den 19. februar 1978.
Traditionen med kirkeskibe har naturlig tilknytning til Danmark som søfartsnation, hvor sømænd på langfart ikke havde andet at tage sig til end at se ud i luften eller lave kirkeskibe. Modelskibet i kirkerummet fortæller en livslignelse: livet er som en sejlads over undergangens hav. Gud er som det skib, der kan bære os igennem og bringe os frelst i havn. .

Pinsekorset i kirken.
I 1960 blev der slået hul i kirkemuren og indsat et vindue (i samme gotiske stil som de øvrige vinduer), hvori kunstneren Jais Nielsen (1885-1961) sammen med glarmester Freese lavede en glasmosaik som altervægsudsmykning. Jais Nielsen var både keramiker og maler så det blev naturligt for ham at arbejde med glasmosaikker, han var medlem af “Den frie Udstilling” fra 1920 og - under indflydelse af italiensk kunst (Giotto) - blev hans kunst lyrisk-malerisk.
Det blev til to mosaikker i kirken: Til højre for en, når man står mod alteret, et julemotiv hvor vi glæder os med hyrderne over et barn er født i Betlehem og som altermotiv Jesu korsfæstelse; her hører vi salmen: Hil dig frelser og forsoner og “sig, vi går til paradis”. Dermed er kirkens to store højtider altid præsent for kirkegængerne i Højdevang.
Men der er faktisk en kirkelig højtid mere, som ikke kom med: Pinsen.
Susanne Te-shu Chang, datter af  Tao Wen Chang - en kinesisk buddhistmester der blev kristen og kom til Danmark og blev professor ved Københavns Universitet - har gennem længere tid arbejdet som kunstner.
Højdevangskirken har netop af hende købt, hvad jeg oplever som et pinsebillede. Billedet hænger på væggen til venstre når man ser op mod alteret, og er lavet i lindetræ. Barken er der stadig, men midtersiden af træet er forgyldt og da det består af 4 ens stykker sat op i form af et kors, fremkommer en særlig effekt: Pinselyset.
Det er som solen stråler ud af skulpturen.
Pinseunderet måske allermest karakteriseret gennem verdens mest danske salme: I al sin glans nu stråler solen, får her til sit fulde udtryk:
    Solen der stråler 
    Livslyset over nådestolen 
    Det sorte kors som ved Guds nåde forvandles til livstræet.
I modsætning til de farvemættede glasmosaikker har vi her: “Nu kom vor pinse-liljetid, nu har vi sommer skær og blid”.
Jule nat - påske morgen - pinse dag. Kunstværket gør sig bedst i fuldt dagslys.

Som en lille sløjfe er pinsen dagen hvor 11 jøder slog dørene op og inviterede alverden ind i Guds Rige. Parthere, medere, elamitter, kretere og arabere hørte, fortæller Lukas i apostlenes gerninger, om Guds storværker på egne tungemål. Mange år senere blev en religiøs buddhistisk munk revet med af de samme åbne døre og vendte sig til Kristus. Det er hans datter der har skabt billedet til os.

Orglet
Kirkens første orgel, hvoraf man kan finde noget af facaden i Menighedshuset, blev bygget af I. Starup i 1935 og placeret under tårnet. Det havde 21 stemmer, 2 manualer og pedal: hovedværk, svelleværk, og pedalværk og var skænket af grosserer H. Ebert (dengang kostede det 20.000 kr). Det er den samme Ebert, der byggede “Eberts villaby” i nærheden af kirken. Orglet blev repareret i 1970, men udskiftet helt i 1990 med et orgel bygget af Jensen og Thomsen og med Svend-Erik Fangel som arkitekt. Orglet har stadig 2 manualer og pedal, men nu 26 stemmer fordelt på hovedværk, svelleværk og pedalværk og blev intoneret af Jakob Heinesen. Det eneste der blev tilbage af det gamle orgel er nogle få piber samt et klokkespil, der af nostalgiske grunde blev indbygget i det nye orgel, sådan at man ved juletid stadig kan høre klokkerne “kime til julefest”.

Tårnet.
Man kommer op i Højdevangskirkens tårn ad en smal og spændende spiraltrappe. Indgangsdøren finder man udefra i kirkens venstre side. Først må man dog passere porten til kirkens lille kapel.
Går man op i tårnet til ringerloftet, vil man se to klokker. Den ene er en klokke støbt i 1935 af Brønnerslev klokkestøberi; klokken er intoneret til gis og er i bronze. Klokken er skænket af Bagermester Aschengreen og frue “i mindet om” deres svigersøn. (Denne svigersøn var pastor V.E.Brenk, se nedenfor). Inskriptionen på klokken bliver - når man kender historien bag - langt mere sigende. Der står: “Nåde, barmhjertighed og fred fra Gud Fader og Jesus Kristus vor Herre”, fra Pauli brev til Timoteus kap. 1 vers 2.
Ved siden af hænger den anden klokke, som blev isat i december måned 1998 og indviet i det nye år 1999. Klokken er en h-klokke og er støbt af et firma i Holland.
Går man et stokværk ned, finder man konfirmandlokalet (indrettet af Max Jørgensen, Kirketjener Arly Henriksen og fhv sognepræst Annette Sørensens mand Arne Sørensen).

Dér hænger også mindetavlen over Pastor Brenk. Pastor Brenk var en primus motor for Højdevangskirkens tilblivelse, men han kom aldrig til at virke der. På tavlen står der: “Til minde om pastor V.R.Brenk død 1933 29. august og om hans arbejde der førte til rejsning af Højdevangskirken”
Pastor Brenks enke, Agnes Brenk, skænkede kirken sin mands sjældne og kostbare messehagler, og præsterne ved Højdevangskirken kunne derfor lige fra starten benytte de rette liturgiske farver på kirkeårets forskellige søn- og helligdage, hvilket på den tid var noget usædvanligt i Den danske Folkekirke.
Over indgangen i tårnværelset hænger en gammel klokke-knebel. Denne blev udskiftet fra kirkens første klokke, fordi man frygtede den var for hård og kunne afstedkomme at klokken engang ad åre ville splintres. Endvidere kan man i dette lokale se det gamle kors fra Ansgars kirke, som i Højdevangskirkens første år var alterudsmykningen.
Vinduerne i konfirmandlokalet er blyindfattet glasmosaik lavet i 1988 af Max Jørgensen, kirkens tidligere kirkeværge. Det forestiller Jellingestenen på en baggrund af solstråler. I 1990 blev Jellingestenens andet motiv: “Gribedyret” indsat i tårnværelsets vindue mod nord.

Sognepræst Peter Buch.



Alle billeder må bruges andet steds med henvisning til Højdevangskirken.